Vi ELSKER tasker, og der er næsten ikke noget bedre end at finde den helt rigtige taske, som passer perfekt til lige netop dine behov. Alligevel har det, du fylder i tasken også betydning, så i dag kigger vi lidt nærmere på det.

Hvis du går i skole eller er under uddannelse, har du brug for nogle særlige ting i din taske, som hurtigt kan lette din hverdag og skabe orden i kaosset.

Whatever gets you through the day

Når du er under uddannelse, er du tit hjemmefra i mange timer ad gangen. Derfor skal du sørge for at have alt med, som du skal bruge i løbet af dagen – og her taler vi ikke bare bøger og blyanter. Har du brug for en børste eller en deodorant i løbet af dagen, så hav dem altid liggende i tasken. Det kan også være en god idé at have en lille parfume (som ikke bliver smadret) og måske en læbestift liggende permanent i tasken. Så kan du altid friske dig op, hvis fredagsbaren trækker ud.

Alt til at strukturere dine ting

Du bør altid have en lille mappe i din taske, hvor du har et par plastiklommer, lidt papirclips og måske en klipsemaskine i taskestørrelse. Så har du altid lidt værktøj ved hånden, hvis du får udleveret papirer eller skal aflevere en opgave på papir. Det er også en god idé at have minimum én blyant og to-tre forskellige kuglepenne i et lille penalhus. Næsten uanset hvad du læser, skal du også bruge overstregningstuscher i minimum to farver og små, smalle post-its, som du kan bruge til at markere vigtige sider.

Bundrod

Det lyder måske mærkeligt, men rod i bunden af tasken er ikke nødvendigvis en dårlig idé. Du bør sørge for at rydde ud i tasken jævnligt, men det er ikke dumt at have en pakke tyggegummi, et par solbriller, et headset og lignende småting liggende i tasken. De er altid gode at have, og du ved, at du ellers glemmer dem lige netop den dag, du skal bruge dem.